Hvis du går med overvejelserne om at starte din egen webshop eller allerede har besluttet dig for at prøve det, så skal du også have varer på hylderne.
Hvis du ikke lige har en stor sum penge du vil investere i et varelager så kan du i stedet for, lave Dropshipping som er en simpel men effektiv metode til at komme i gang med en webshop.
Hvad er Dropshipping?
Dropshipping er navnet på en samhandelsmetode imellem din webshop og en anden forhandler. Det kan være en meget stor webshop (typisk udenlandsk), en producent eller en forhandler af de produkter du ønsker at sælge i din webshop og som du skal samarbejde med.
Det typiske er faktisk et samarbejde imellem 2 webshops, hvor din ”lille” webshop er dropshipping samarbejdspartner med en større webshop der allerede har varerne på lager og har optimeret distributionen af varerne ud til kunderne.
Din ”lille” webshop markedsfører og sælger varerne men når ordren går ind i din shop så sender du den videre til din dropshipping samarbejdspartner, som derfra tager sig af resten. Du har dialogen med kunden og modtager betalingen og evt. reklamationer.
Din dropshipping samarbejdspartner sender varen direkte til kunden men sender regningen til dig med fradrag for den aftalte provision, du skal modtage for at formidle salget.
Nu nævnte jeg tidligere, at det typiske var et dropshipping samarbejde med allerede eksisterende webshops og det primært udenlandske. Hvorfor udenlandske? Jo det danske marked er forholdsvis lille og de færreste danske webshops vil derfor konkurrere med sig selv, på så lille et marked hvor der samtidig ofte er mange udbydere i forvejen.
Du må derfor til udlandet for, at finde din eller dine samarbejdspartnere. Her skal du være opmærksom på at dem du vælger at samarbejde med, skal være fra EU. Er de uden for EU bliver det problematisk at sælge varerne da der kommer fortoldning – så hold dig til EU når du skal søge efter samarbejdspartnere.
Alt efter hvilke varer du søger er Tyskland og England to gode bud på hvor du kan finde gode, pålidelige og interesserede dropshipping partnere. Fordelen for de udenlandske webshops er muligheden for at komme ind på et nyt marked uden de store omkostninger, andet end en lavere avance (din fortjeneste) – hvilket er attraktivt set i lyset af hvad det ville koste at oversætte en webshop til et andet sprog og lære webshopkulturen i et nyt land at kende.
Hvor finder jeg min dropshipping partner?
Det bedste råd er at bruge Google, Bing eller en tredje søgemaskine og så søg efter dine produkter. Når du så har fundet dem på en webshop, så skriv til shoppen og fortæl om dine planer og spørg om de er interesseret i et samarbejde med dropshipping. Du vil hurtigt i en dialog kunne fornemme om dem du har kontaktet er seriøse og kender arbejdsgangene med dropshipping. Føler du dig ikke sikker, så sig fra og find en anden.
I din dialog med en mulig samarbejdspartner skal du hele tiden have i tankerne, at det er dig der har kontakten med kunden og det er dig og din webshop der skal udrede evt. problemer med produkterne, mangler oa. så jo bedre og mere professionel en dropshipping samarbejdspartner du har, jo bedre muligheder har du også for at lave en god forretning.
Idag kan du på nettet finde mange hjemmesider der tilbyder lister og adgang til databaser og mulige dropship partner. Disse sider kan være inspirerende at kigge på, men skal du betale for adgang til siderne så hold dig langt fra dem – de er intet værd og tilbyder ikke noget du ikke selv kan finde på nettet.
Alternativ til dropshipping
Hvis du ikke har mod på, at starte en samarbejde med en anden internetbutik har du en anden mulighed. Find en fysisk butik du kender i dit nærområde og som måske ikke er på internettet med deres egen webshop.
Tag en snak med dem om muligheden for, at sælge deres varer på nettet. Hvis du sammen med dem kan lave en forhandler provision for salg via din webshop – ja så er det bare at komme i gang.

Tillid og sikkerhed
Prissætning af vare til salg på nettet
En af de sværeste øvelser der findes er, at prissætte sine varer på internettet. Man har ofte en følelse af, at “min” webshop jo ikke kan tilbyde andet end lavest mulige pris, for at tiltrække kunderne.
Nu er bagtanken med din webshop jo, at tjene penge og helst så mange som muligt. Hvorfor så tilbyde kunderne din lavest mulige pris, med det resultat at konkurrenterne muligvis også sænker sine priser og så kan alle vist regne resultatet ud.
Som webshop har du mange ting at tilbyde kunderne. Men selvom kunderne ønsker at betale den lavest mulige pris, så vil de også have service og sikkerhed. Derfor start ud med at prissætte i samme niveau som konkurrenterne og så kæmp kampen på andre områder.
Du kunne jo eksempelvis tilbyde dine kunder bedre:
- Returpolitik
- Leveringstid
- Telefon kontakt
- Svartid på henvendelser
- E-handelsmærke
- Bedre og mere logisk opbygning af din webshop
Det er kun dig selv der sætter grænsen, men dine kunder vil sætte pris på bedre service og sikkerhed og så kan du jo ligeså godt tjene mest muligt og have bedre mulighed for at lave tilbudskampagner løbende.
Reklamere for din webshop
Selvfølgelig skal du reklamere for din webshop MEN glem alt om de annoncesælgere der ringer eller skriver til dig – det er ikke noget værd og flere af dem er fup og fidus, der kun er ude på at love nye urutinerede webshopejere guld og grønne skove. Find selv de steder hvor du vil lægge dine reklamekroner og det bedste råd du kan få er:
Annoncer kun på internettet de steder hvor du betaler pr. klik og hvor du kan måle resultaterne
Med et lavt budget er det bedste sted du kan starte dit annonce eventyr for din webshop, hos Google Adwords. Søg på nettet og lær hvordan du opsætter og bruger Google Adwords. Det er faktisk ikke så svært men resultatet er målretning og fuld kontrol over hver en krone. Som bonus får du ofte 400-600 kroner i velkomstgave af Google som du kan bruge, på din første online reklamekampagne. Hvis ikke, så tjek hos det firma din webshop er hosted, de har ofte gavekort fra Google de deler ud.
Hvis du vil holde lidt øje med hvem de værste snydere er i annoncebranchen kan du løbende kigge på siden annoncehajer.dk, hvor der også er beskrivelser af en typisk fremgangsmåde annoncehajerne bruger for at lokke flest penge ud af dig.





